
Indlæg på borgermøde 16-12-2020: “Gentænk bymidten”
Indretning af det fysiske byrum er vigtigt – endnu vigtigere er det, at der er
aktivitet og liv i byrummet – nyindretning af byrummet skal give os lyst til at
samles i byrummet og skabe aktivitet og liv.
Som jeg har forstået præmissen for arbejdet med at gentænke bymidten, indgår
området omkring stationen – herunder det tidligere posthus – i planerne.
Kibæk har et mangfoldigt udvalg af muligheder, når det gælder idræt, friluftsliv
og kirkelige aktiviteter – herunder de uniformerede korps. Der er også gode
muligheder for FORBRUG af kultur i form af foredrag, bibliotek, koncerter osv.
Men når det gælder at SKABE kultur, er der mangler. Her tænker jeg specielt på
musikområdet. Vi har godt nok en musikskole, hvor man kan lære at spille på et
instrument. Men hvor går man hen, når man gerne vil spille sammen med andre
og måske gerne vil prøve at stå over for et publikum?
Der er masser af musikliv i Kibæk, men der sidder rigtig mange ude i de små
hjem, som måske ikke får udlevet deres lyst til at skabe noget sammen med
andre og komme ud at vise, hvad de kan.
Vi mangler derfor rigtig meget en MUSIKFORENING – et mødested for aktive
musikere.
Sådan et mødested kræver nogle fysiske rammer – måske det tidligere posthus
kunne være velegnet – og hvis ikke, kan der måske findes en anden lokalitet.
LAD OS LEGE LIDT MED TANKEN
Nedenstående overvejelser er med baggrund i erfaringer fra VAM – Videbæk
Amatør Musikforening – som jeg er medlem af, og som har betydet rigtig meget
for musiklivet i Videbæk.
Jeg kender ikke lokaleforholdene i det tidligere posthus. Det skal selvfølgelig
undersøges, om musikaktiviteter kan foregå uden at genere de omkringboende,
og der skal være et minimum af toiletfaciliteter og et lille køkken.
Der skal som minimum være adgang til mikrofoner og lydanlæg. Derudover også
meget gerne et trommesæt og et el-klaver/keyboard. Øvrige instrumenter vil
typisk være brugernes egne.
Lokalerne stilles til rådighed som øvelokale for samspilsgrupper inden for enhver
tænkelig genre – pop/rock, jazz, folkemusik, klassisk, kor m.m.
Musikforeningen arrangerer workshops – VAM har i denne sæson haft workshops
i bluesmusik, ukulele (med Carsten Hyldgård fra Kibæk som instruktør), irsk
folkemusik, mikrofonteknik og sangskrivning.
HVAD FÅR KIBÆK SOM BY UD AF DET?
● Musikforeningen kan levere “kunstnere” til koncerter i Kibæk Kulturmølle
(VAM afholder bl.a. en årlig nytårskoncert i Videbæk Kunstpavillon).
● “Open-mic” i Kulturmøllen eller Alhuset, hvor “kunstnere på vej” kan
afprøve deres talent.
● Videbæk Handelsstandsforening afholder to gange om året “Pop-Up i
Gågaden”, hvor musikere fra VAM optræder på gaden.
Handelsstandsforeningen betaler et beløb til VAM pr. gang. Kunne Kibæk
gøre noget lignende – og med udendørsservering ved Vædderen – Kibæk
Bageri – Kibæk Pizza House?
● Vi har en festplads ved Børnesøen med fast scene. Forestil jer en
sommeraften med levende musik og mulighed for at hygge sig med et
glas vin eller en øl/vand.
● De årlige arrangementer i byen – Skt. Hans, Kibæk Cup, byfest,
veteranbil-træf m.fl. – ville blive endnu mere festlige med endnu mere
levende musik.
● Eller hvad med en akustisk duo til en vise-eftermiddag på biblioteket?
● Samarbejde mellem skole og musikforening – jf. tankerne omkring “åben
skole”.
● En musikforening kan være første step på vejen for et ungt musiktalent –
måske faciliteret i form af en mentorordning.
OG SÅ TIL DET RENT PRAKTISKE
Driften af lokaler til en musikforening koster penge – hvor skal de komme fra?
● Medlemskontingent: I VAM koster det 100 kr om året at være medlem
● I VAM koster det 30 kr pr. person pr. gang at leje øvelokale – deltagelse i
workshops er gratis
● Optræden ved div. arrangementer skaffer indtægter til foreningen
● Rengøring, administration m.m. klares ved frivilligt arbejde
● Via Folkeoplysningsloven kan der sikkert søges midler
● Sponsorer
● Div. fonde
Som sagt kan der være problemer forbundet med at anvende det tidligere
posthus til en musikforenings aktiviteter. Omvendt kan der også være gode
argumenter, der taler for:
● Placeringen lige i centrum af Kibæk vil give liv til midtbyen
● Placeringen ved banen giver den fordel, at unge fra Kibæk, som under
deres uddannelse bor på værelse eller i lejlighed i Herning – og som gerne
vil bevare kontakten til deres musikalske rødder i hjembyen – så at sige
kan tage toget og hoppe ud på perronen og spille.
Hvad skulle man kalde sådan en lokalitet? Herning har TERMINALEN – skal
Kibæk have TERMINAL 2?
15-12-2020
Aage B. Nielsen